Kennel Wonderdachs

Opdræt af Ruhåret Standard Gravhund

Side 2 af 14

Første “faste” måltid 😊

Så er hvalpene blevet 3 1/2 uge gamle og de er nu blevet introduceret for deres første halv faste måltid. Det er en mousse af starter hvalpe foder, som hvalpene hurtigt lærer at slikke i sig. Nogen er så ivrige at “man” lige kommer til at stå oppe i maden, men de er nu hurtige til at finde ud af det. Endnu har ingen af hvalpene fået tænder og de får da også de fleste måltider ved at die hos Inga endnu.

Og så skal der selvfølgelig “slås mave” bagefter 😴😴

Flyttedag 🐾🐾

Så flyttede hvalpene ind i stuen og dermed også Inga…. Inga var lidt skeptisk ved det der flytteri, men stuen og hvalpegården er nu godkendt 👍🏼

Hvalpenes hørelse udvikles og derfor er det godt, at de kommer ind, hvor der er mange dagligdags lyde, så de langsomt, men sikkert vænnes til lyde og støj under trygge forhold. Inga er en meget rolig hund og det smitter af på hvalpene, og hun vil i mange uger endnu være deres tryghed, sammen med os.

Vi taler med hvalpene og de nusses (selvfølgelig) også og de små haler er begyndt at logre ved vores duft og snak ❤️

Her lidt billeder ☺️

Når man har fået øjne så er en blitz altså ikke sjovt… “så jeg lukker øjnene🙈”

Hygge i hvalpe kassen 😍

Der er ro og ren råhygge i hvalpe kassen. Alle hvalpene har fået øjne og der er kommet lidt mere liv i dem, – de bevæger sig rundt, stadig på usikre ben, men frem kommer de.

Inga går nu lidt fra dem, for at lade “mælkebaren” op – det er nogle sultne små munde☺️ I den kommende weekend flytter hvalpene ind i stuen og så vil vi være tættere på dem – det er jo også de kommende uger de bliver sjove. Vi glæder os til at nyde dem 🥰

Her lidt billeder af de små 🐾🐾

Lidt nyt siden sidst..

Efter en trist uge i sidste uge, hvor vi dels måtte opgive yderligere 2 hvalpe og måtte igennem en operation med Inga, hvor hun fik fjernet en betændt livmoder, så er vi nu igennem den svære tid.

Inga har det super godt igen og de 4 hvalpe som er tilbage af kuldet er store, sunde og stærke 😍 og selvfølgelig utrolig dejlige 🥰

Så nu vil vi nyde dem i fulde drag og inden for de nærmeste dage bliver de små øjne åbne 👀

Inga har hele tiden passet hvalpene rigtig godt og hun viger ikke fra dem ❤️

Her lidt billeder fra hvalpe kassen

Hvalpe 🥰

I sidste uge fødte Inga 7 hvalpe, fødselen gik fint. Men desværre har der været lidt udfordring efterfølgende med Inga og at mælken ikke helt løb til som det skulle. Så det har været nogle lange dage og nætter og desværre mistede vi en hvalp.

Der er nu 3 hanner og 3 tæver og de vokser godt til 🥰

Mere nyt senere på ugen men her et billede af de små – de er så fine 😍

Nu venter vi bare…🐾🐾🐾🐾🐾🐾🐾

I denne uge har vi været ved dyrlæge med Inga. Dels skulle hun have hendes sidste herpes vaccine inden fødslen og dels skulle vi også have hende røntgen fotograferet, for at se, hvor mange små hvalpe der gemte sig i maven.

Sammen med dyrlægen er vi nået frem til, at der er 7 hvalpe – det kan være svært, at se på billederne, men vi er nu ret sikre på at der er 7 små derinde.

Der er cirka 1 uge til, at Inga skal føde og vi prøver, at gøre den sidste tid så behagelig som muligt for Inga, som er noget besværet af maven.

Herunder lidt billeder af Inga fra torsdag aften og røntgen billederne fra dyrlægen.

Maven ☺️

Der er nu cirka 14 dage til forventet fødsel af vores D-kuld 🐾🐾

Ingas mave vokser da også godt 👍🏼 Hun begynder, at blive lidt besværet af tyngden fra den voksende mave. Hun får mad flere gange om dagen, enten vådfoder eller opblødt tørfoder, selvfølgelig foder som er beregnet til en vordende mor. Der er på grund af hvalpene ikke så meget plads til mad i maven, så derfor deles måltiderne op.

Vi fik Inga scannet, da hun var cirka 4 uger henne, men dyrlægen kunne desværre ikke helt tælle antallet af fostre, så vi har derfor valgt, at få Inga røntgen fotograferet inden fødselen, så vi ved, hvor mange hvalpe vi kan forvente.

Inga plejer at være i sofaen (sammen med de øvrige hunde) men der er ikke rigtig plads mere, så nu ligger hun ved siden af og på den måde er hun stadig med sammen med os andre. Hun bliver båret op og ned af trappen, ud af vores indkørsel (der er med sten) – og på de små gåture kan det også ske, at hun bliver båret et stykke.

Så vi tænker egentligt at Inga syntes, at livet som drægtig Dronning her i huset er helt ok 😉❤️

Vi venter hvalpe 🐾🐾

Det er med stor glæde og forventning, at vi nu ved, at vores Inga venter hvalpe. Vi forventer, at hvalpene ser dagens lys omkring d. 24. Januar 2020.

Hvalpene vil være efter:

Ruhår’s Dennis Deluxe – DK08528/2011

Dennis har følgende titler: DKCH(G) DKBRCH(G) SECH(G) SPORPR GRAVPR KLBCH

Øjenlyst u.a., DNA CRD-PRA fri og ryglyst med K2

Dennis er en smuk og skøn hanhund med et fantastisk godt temperament. Dennis er en af de bedste repræsentanter for racen i Danmark efter vores mening. Dennis bruges til praktisk jagt.

Og

Skovens A’capella Aya (Inga) – DK08756/2013

SPORPR EXC.CK

CRD-PRA DNA (NPHP4) fri, øjenlyst uden anmærkninger og er rygfotograferet med status K0

Inga er hos os en højt skattet familie hund. Se gerne mere under beskrivelsen af hende under fanen tæver.

Begge hunde er rygfotograferet, øjenlyst uden anmærkninger og PRA fri og hvalpene vil derfor få Basis PLUS stamtavle.

Glædelig jul og godt nytår 🎉

Vi ønsker alle hundevenner og hvalpekøbere en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Vi takker for alle de dejlige billeder og skønne opdateringer vi modtager fra jer hvalpekøbere. Det er en stor fornøjelse, at få lov til at følge med i jeres og hundenes liv.

Nogle af “vores” hvalpe har vi heldigvis også fornøjelsen, at se med jævne mellemrum.

Vi glæder os til at se og høre mere fra jer i 2020.

Når enden er god er alting godt ❤️

I dag er Luna rejst ud til sin nye familie.

En dedikeret gravhunde familie, som desværre måtte sige farvel til deres gamle ruhåret gravhund. De kontaktede os og beslutningen var nem – de skulle da overtage Luna.

Så nu har Luna en ny legekammerat, en 3-årig Kleine Münsterlænder som har taget godt imod hende, foruden familen som vil forsætte med at forkæle hende.

De har lovet, at vi vil høre fra Luna engang imellem, så vi også kan følge hendes udvikling i fremtiden.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2020 Kennel Wonderdachs

Tema af Anders NorenOp ↑